Udskriv denne side

Kognitive vanskeligheder

Cerebral parese er ikke alene et fysisk handicap. Cerebral parese giver typisk også problemer med for eksempel koncentration, indlæring, udtrætning og hukommelse – det betegnes kognitive vanskeligheder. De kognitive vanskeligheder er en usynlig del af dit handicap i modsætning til den fysiske del.

Men de kognitive vanskeligheder kan have stor indflydelse på dine muligheder for at deltage i sociale og faglige sammenhænge - og for at få en uddannelse og et arbejde. Det er derfor vigtigt at få overblik over de kognitive vanskeligheder, du har.

Et problem for mange mennesker med cerebral parese er udfordringer med opmærksomhed og koncentration. Det kan betyde, at du taber koncentrationen, lader tankerne vandre, går i stå, eller at du udfører tankespring, som andre ikke kan følge. Det kan være, at du falder i staver, og det virker som om, du ikke hører efter, og du spørger måske ofte om at få gentaget tingene.

Det kan være frustrerende at leve med kognitive vanskeligheder i dagligdagen. Vanskelighederne forsvinder sjældent, men kan ændre sig over tid. Men med den rette støtte og vejledning er der mulighed for, at du kan klare dig på trods af vanskelighederne. En Neuropsykologisk undersøgelse er et godt værktøj til at få overblik over dine kognitive vanskeligheder.

Læs mere om kognitive vanskeligheder

Senest ændret Fredag, 21 februar 2020 14:13