Viser artikler med tag: Træning
Mandag, 05 juni 2017 14:17

Træning

Træning for mennesker med cerebral parese er mindst lige så nødvendig som træning for alle andre mennesker. Alle mennesker har brug for at holde deres krop i form, og motion påvirker også ens humør positivt. Jo mere stillesiddende, jo større er risikoen for livsstilssygdomme, så derfor er det særlig vigtigt, at mennesker, som er udfordret fysisk, får hjælp og støtte til at holde sig i gang.

 

Fysioterapi

Overordnet set hjælper fysioterapeuter mennesker med cerebral parese med at forbedre, vedligeholde eller forhale nedsættelsen af deres funktioner. Fysioterapeuter kan hjælpe mennesker med cerebral parese til at finde ud af, hvilken form for træning der er hensigtsmæssig i forhold til deres handicap.

Fysioterapeuter har en stor viden omkring kroppen, og hvordan spasticitet påvirker kroppen. Ud fra den konkrete viden og vurdering tilrettelægger fysioterapeuter i samarbejde med borgeren det videre træningsforløb. Træning kan være alt lige fra liggende øvelser på en briks til løb i en May-walker (en løbevogn med en saddel), til vejledning/træning i forhold til forflytninger, lejringer og siddestillinger. Fysioterapeuter har også viden om smerter og behandling af disse.

 

Ergoterapi

Ergoterapi til mennesker med cerebral parese spænder bredt. Det kan være træning i dagligdagsaktiviteter, der måske kan være svære at udføre, for eksempel indkøb, påklædning, madlavning med mere. Eller hvis ens dagligdag kan være svær at overskue, så kan ergoterapeuter hjælpe med at skabe en struktur på ens hverdag og opgaver.

Ergoterapeuter kan også vurdere behov for og tilpasning af hjælpemidler- alt fra en strømpepåtager til en spisemaskine. Desuden kan ergoterapeuter vurdere, træne og hjælpe til ved spiseproblemer, hvis man har dysfagi, det vil sige svært ved at tygge og synke mad og drikke.

Rigtig mange ergoterapeuter arbejder også meget med kommunikation, både med low- og hightech hjælpemidler, samt har en stor viden om hvad der er vigtig at afdække i forhold til at udvikle et bredt og dækkende ordforråd for det enkelte menneske med cerebral parese.

 

Ridefysioterapi

I ridefysioterapi udnyttes hestens varme og bevægelser. Hestens skridtgang overfører et bevægelsesmønster til personen med cerebral parese, som svarer til gangbevægelsen. Hermed kan for eksempel opnås bedre balance, afspænding af spastiske muskler, generel styrkelse af kroppens muskler, forbedring af gangmønster og koordination, forbedret sansemotorik m.m.

Ridefysioterapeuten vælger ud fra patientens funktionsniveau den bedst egnede hest og de nødvendige hjælpemidler. Hesten skal passe i højde, bredde, gangart og rygsving, for at den enkelte patient kan få det mest optimale ud af behandlingen.

 

Andre træningsformer

Der findes andre træningsformer til mennesker med cerebral parese for eksempel massage, psykomotorisk træning, akupunktur, træning i varmtvandsbassin, zoneterapi (alternativ behandling) og musikterapi.