Der strækker sig helt tilbage til forhistorisk tid. Arkæologiske fund og historiske optegnelser giver os et indblik i, hvordan mennesker med handicap blev behandlet og integreret i samfundet i forskellige perioder.
Forhistorisk Tid – Stenalder og Bronzealder
I forhistorisk tid, som stenalderen og bronzealderen, kan vi se spor af handicap gennem arkæologiske fund. Arkæologer har fundet skeletter med helbredte knoglebrud, slidgigt, misdannelser og andre fysiske skavanker, hvilket viser, at mennesker dengang levede med forskellige former for fysiske udfordringer. Det er bemærkelsesværdigt, at mange af disse personer overlevede længe nok til at helbrede fra skader, hvilket indikerer, at de fik støtte og hjælp fra deres samfund.
Vikingetid og Middelalder
I vikingetiden (ca. 800-1050 e.Kr.) og middelalderen begynder vi at se mere systematiske referencer til personer med handicap. Vikingemyterne og sagaerne nævner personer med særegne evner eller udseende. For eksempel findes der fortællinger om krigere, der mistede lemmer i kamp og overlevede, ofte med en høj status i samfundet på trods af deres skader. Nordisk mytologi fremstiller også figurer med særlige evner, som måske kan tolkes som mentalt eller fysisk handicappede – dog blev de ofte set som personer med særlige egenskaber og nogle gange overnaturlige kræfter. I middelalderen begyndte det danske samfund at organisere omsorg for svage og syge i større omfang. Kirken og klostre spillede en central rolle i at hjælpe mennesker, der ikke kunne klare sig selv. Kirken grundlagde hospitaler og herberger, hvor man tog sig af de syge og handicappede. Der blev bygget institutioner i flere af de større byer, og mange steder tog kirkelige organisationer sig af mennesker, der ikke kunne forsørge sig selv. Dog blev mennesker med handicap i denne periode ofte anset som “Guds vilje” eller som personer, der havde syndet, og omsorgen var derfor præget af en blanding af barmhjertighed og religiøs moral.
Renæssance og Tidlig Moderne Tid
I renæssancen og op mod den tidlige moderne tid begyndte opfattelsen af handicap at ændre sig. Med den videnskabelige revolution i Europa begyndte man at se på sygdom og handicap som noget, der kunne undersøges og behandles. I Danmark blev de første hospitaler med mere moderne behandlingsformer grundlagt, og der kom et større fokus på lægevidenskabelig forståelse af kroppen. Mange steder blev personer med mentale handicap stadig set som “sindssyge” og ofte sat under overvågning eller isoleret, men den generelle interesse for sygdom og behandling steg.
1800-tallet og Velfærdsstatens Begyndelse
I det 19. århundrede begyndte Danmark at udvikle de første mere moderne tiltag for at hjælpe mennesker med handicap. I løbet af 1800-tallet voksede der en bevidsthed om, at staten skulle tage et ansvar for borgere, der ikke kunne klare sig selv. Der blev oprettet flere institutioner, herunder asyler og arbejdsanstalter, hvor personer med både fysiske og psykiske handicap kunne få hjælp. Samtidig begyndte man at tale om særlige skoler for børn med handicap, såsom døvstumme- og blindeskoler, som blev de første skridt mod et system, hvor handicappede kunne få uddannelse og støtte til at klare sig bedre.
1900-tallet og Nutiden
I det 20. århundrede udviklede Danmark en omfattende velfærdsstat, hvor social sikkerhed og omsorg blev en grundpille. Mennesker med handicap fik langsomt flere rettigheder og bedre adgang til sundhed, uddannelse og beskæftigelse. I 1960’erne og 1970’erne blev institutioner afskaffet til fordel for inklusion i samfundet, og Danmark begyndte at fokusere på at støtte mennesker med handicap i at leve selvstændige og aktive liv. Der blev indført lovgivning om tilgængelighed, og der kom et større fokus på rettigheder og ligestilling for handicappede. I dag har mennesker med handicap ret til hjælpemidler, specialiseret undervisning og jobstøtte, og Danmark har undertegnet FN’s Handicapkonvention, som garanterer rettigheder og beskyttelse af personer med handicap. Samfundet har bevæget sig fra en opfattelse af handicap som “afvigende” til et fokus på inklusion og lige muligheder, selvom der stadig er udfordringer.
Sammenfatning
Fra de tidligste tider har mennesker med handicap været en del af samfundet i Danmark. Mens opfattelsen og behandlingen af mennesker med handicap har udviklet sig meget gennem tiden – fra at være en del af religiøs omsorg til at blive en borgerret – har de altid haft en plads i fællesskabet.