Danmark ratificerede i 2009 FN’s Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Danmark tiltrådte tillægsprotokollen til konventionen den 23. september 2014. FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap har siden ratifikationen i 2009 givet Danmark en overordnet ramme for arbejdet med handicapområdet. Formålet med handicapkonventionen er at sikre, at personer med handicap kan få fuldt udbytte af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder samt at fremme respekten og værdigheden hos personer med handicap.
Handicapkonventionen indeholder et princip om progressiv implementering af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og kan betragtes som et dynamisk redskab, der bidrager til at sikre en fortsat udvikling af området med henblik på fuld opnåelse af de rettigheder, der er fastsat i konventionen – inden for de rammer, samfundsudviklingen og samfundsøkonomien sætter. Men konventionen stiller altså ikke krav om, at det enkelte land skal iværksætte bestemte tiltag på et bestemt tidspunkt.
Danmarks tiltrædelse af tillægsprotokollen til handicapkonventionen giver mulighed for, at mennesker med handicap og andre borgere kan klage til FN’s Handicapkomite over eventuelle krænkelser af konventionen, når sagen er endeligt afgjort nationalt.
Handicaptilgængelig information om konventionen
Handicapkonventionen er blevet oversat til en række forskellige handicapvenlige formater.
Opfølgning på handicapkonventionen
Folketinget har udpeget Institut for Menneskerettigheder til at fremme og overvåge gennemførslen af FN’s Handicapkonvention i Danmark. Derudover er Danmark, i lighed med alle andre lande, der har tilsluttet sig konventionen, forpligtet til hvert femte år at afrapportere til FN’s Handicapkomite om arbejdet med at implementere konventionen.
Handicapkonventionen er ikke bare en del af grundlaget for regeringens indsatser på handicapområdet. Principperne i konventionen har også betydning for kommunernes arbejde på handicapområdet. Socialstyrelsen har udgivet en pjece med inspiration til, hvordan konventionen kan bruges i de kommunale handicappolitikker.
Læs Socialstyrelsens pjece 'Fra konvention til kommunal handicappolitik