Det Centrale Handicapråd efterlyser en national handicappolitisk handlingsplan og en stærkere tværministeriel koordinering. Det er en forståelig ambition. Men hos DelamotteHandicap mener vi, at debatten risikerer at fokusere på endnu en plan, endnu en koordinering og endnu en politisk konstruktion, mens det grundlæggende problem bliver stående: Handicapområdet er fortsat præget af manglende sammenhæng, uklart ansvar og et system, hvor mennesker med handicap alt for ofte selv skal samle trådene.
Af DelamotteHandicap
Det Centrale Handicapråd skriver i et debatindlæg, at den kommende regering bør gøre sektoransvaret konkret, fordi mennesker med handicap ikke lever deres liv i ministerielle ressortområder, men lever hele liv. Det er en vigtig pointe, og hos DelamotteHandicap er vi helt enige i selve udgangspunktet. Et menneske med handicap lever naturligvis ikke sit liv opdelt mellem Socialministeriet, Transportministeriet, Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Et menneske lever ét liv, hvor bolig, transport, uddannelse, arbejde, sundhed, hjælpemidler, personlig støtte, fritid og sociale relationer hænger sammen. Men netop derfor mener vi også, at man er nødt til at stille et mere grundlæggende spørgsmål til den løsning, som Det Centrale Handicapråd peger på.
Er endnu en national handlingsplan og mere tværministeriel koordinering virkelig det, der skal til for at løse handicapområdets grundlæggende problemer?
- Hos DelamotteHandicap er vores svar: ikke alene.
- For Danmark mangler ikke nødvendigvis flere planer.
- Danmark mangler, at de politiske beslutninger, vi allerede har, bliver omsat til virkelighed.
- Vi mangler, at nogen tager ansvar, når systemerne ikke hænger sammen.
- Og vi mangler, at mennesker med handicap bliver mødt som mennesker – ikke som en række forskellige sager, der hver især hører hjemme i deres egen forvaltning.
Sektoransvaret er ikke problemet – problemet er, når ansvaret stopper ved sektorgrænsen
Det Centrale Handicapråd har ret i, at sektoransvarsprincippet er vigtigt. Den sektor, der har ansvaret for et område, skal også tage ansvar for, at mennesker med handicap kan få adgang til området på lige vilkår. Det burde være en selvfølge. Men problemet opstår, når sektoransvaret bliver fortolket så snævert, at hver myndighed først og fremmest ser på sit eget område.For hvad sker der så med det menneske, der bevæger sig mellem områderne? Det er netop dér, mange mennesker med handicap oplever problemerne. En kommune kan have ansvar for én indsats. En anden myndighed har ansvar for noget andet. Sundhedsvæsenet har sit ansvar. Uddannelsessystemet har sit. Beskæftigelsessystemet har sit. Transportområdet har sit. Alle kan i princippet gøre det, de er sat til. Men hvis ingen tager ansvar for, hvordan det hele fungerer sammen, bliver det borgeren, der står tilbage. Det er efter vores opfattelse den centrale politiske udfordring. Vi skal ikke bare spørge, om hver sektor lever op til sit ansvar. Vi skal spørge:
Hvem har ansvaret, når sektorernes samlede indsats ikke fungerer for mennesket?
Det spørgsmål mangler efter vores mening et langt tydeligere politisk svar.
Det er ikke borgerens opgave at samle trådene
Det Centrale Handicapråd skriver, at når sektorerne ikke hænger sammen, er det ofte borgeren og de pårørende, der ender med at bære ansvaret for sammenhængen. Her rammer rådet efter vores mening noget meget centralt. Men hos DelamotteHandicap mener vi, at man skal tage konsekvensen af den erkendelse. Hvis vi allerede ved, at borgeren ender med ansvaret for at samle trådene, skal vores første spørgsmål ikke være, hvordan vi kan lave endnu en plan.
Vi bør spørge:
Hvorfor accepterer vi overhovedet, at borgeren får den opgave? Et menneske med handicap skal ikke bruge sin energi på at være koordinator mellem offentlige myndigheder.
- Man skal ikke selv være den, der finder ud af, hvem der har ansvaret.
- Man skal ikke konstant forklare sin situation igen.
- Man skal ikke være ekspert i alle de forskellige regler, som gælder på tværs af systemet.
Og pårørende skal ikke være nødt til at fungere som uofficielle sagsbehandlere, koordinatorer og juridiske rådgivere for at få familien til at hænge sammen.
Det er systemets ansvar at skabe sammenhæng.
Vi bliver nødt til at rydde op før vi bygger mere ovenpå
Det er her, DelamotteHandicap adskiller sig fra den tilgang, der præsenteres i debatindlægget. Vi er ikke imod en national handlingsplan. Vi er heller ikke imod tværministerielt samarbejde. Men vi er bekymrede for, hvis svaret på et meget komplekst problem endnu en gang bliver at lave en ny overordnet plan. For en plan løser ikke nødvendigvis et strukturelt problem. Hvis ansvaret fortsat er uklart, hjælper det ikke nødvendigvis at beskrive ansvaret endnu en gang. Hvis reglerne fortsat er komplicerede, bliver de ikke nødvendigvis enklere af at komme med i en handlingsplan. Hvis kommunal praksis fortsat er forskellig, forsvinder forskellene ikke automatisk, fordi en ministeriel arbejdsgruppe følger op. Og hvis mennesker med handicap fortsat skal kæmpe sig gennem systemet, bliver deres hverdag ikke bedre af, at der findes endnu et dokument med gode intentioner.
Først skal vi rydde op.
Derefter kan vi tale om, hvordan vi bygger videre.
Vi har allerede haft mange politiske ambitioner
Det er også nødvendigt at være ærlig om den politiske historik. Handicapområdet har i mange år været genstand for politiske ambitioner.
- Der er blevet lavet strategier.
- Der er blevet lavet handlingsplaner.
- Der er blevet lavet anbefalinger.
- Der er blevet etableret udvalg.
- Der er blevet oprettet samarbejder.
- Der er blevet talt om koordinering.
- Der er blevet talt om lighed.
- Der er blevet talt om rettigheder.
- Og Danmark har tilsluttet sig FN's Handicapkonvention.
Alligevel står vi stadig med mennesker med handicap, som oplever, at deres rettigheder på papiret ikke nødvendigvis bliver til reelle muligheder i hverdagen. Det bør få alarmklokkerne til at ringe. For på et tidspunkt bliver vi nødt til at stoppe med kun at diskutere, hvad den næste plan skal indeholde, og begynde at diskutere, hvorfor de tidligere politiske ambitioner ikke har været tilstrækkelige. Det er et langt mere ubehageligt spørgsmål. Men det er også det spørgsmål, der kan bringe os videre. FN's Handicapkonvention må ikke blive et dokument, vi er stolte af – men ikke følger Det Centrale Handicapråd peger med rette på FN's Handicapkonvention. Men konventionen må ikke kun bruges som politisk reference. Den skal kunne mærkes. For mennesker med handicap er det ikke nok, at Danmark har tilsluttet sig internationale principper om lige muligheder og menneskerettigheder. Det afgørende er, om man rent faktisk kan leve et liv med mulighed for deltagelse, selvbestemmelse og lige adgang til samfundet. Det er her, forskellen mellem rettigheder på papiret og rettigheder i praksis bliver tydelig.
- Hvis en person formelt har ret til uddannelse, men ikke kan få den nødvendige støtte til at gennemføre den, er der et problem.
- Hvis en person formelt har adgang til arbejdsmarkedet, men systemet ikke kan få støtteordningerne til at fungere, er der et problem.
- Hvis en person formelt har ret til at deltage i samfundet, men møder utilgængelig transport, utilgængelige bygninger eller manglende viden, er der et problem.
Rettigheder bliver først reelle, når de kan bruges i virkeligheden.
Vi skal passe på, at koordinering ikke bliver en sovepude
Derfor er vi også bekymrede for formuleringen om, at den tværministerielle koordinering skal være motoren i arbejdet. Koordinering kan være vigtig. Men koordinering må ikke blive en sovepude. For der er stor forskel på at koordinere forskellige myndigheder og på at tage politisk ansvar for resultatet. Hvis fem ministerier sidder rundt om et bord og alle fortæller, hvad de hver især gør, er det ikke nødvendigvis det samme som, at der er skabt sammenhæng. Sammenhæng opstår først, når det samlede resultat bliver bedre for det menneske, der møder systemet.
Det er resultatet for borgeren, der bør være målestokken.
- Ikke hvor mange møder der er holdt.
- Ikke hvor mange ministerier der har deltaget.
- Ikke hvor mange sider handlingsplanen fylder.
- Og ikke hvor mange gange ordet "sammenhæng" står i et politisk dokument.
Vi har brug for et tydeligt ansvar, når noget går galt
Derfor mener vi, at en fremtidig handicappolitisk indsats skal indeholde noget, der ofte mangler:
Et tydeligt ansvar, når målene ikke bliver nået.
- Hvis en national målsætning ikke bliver gennemført, hvem følger så op?
- Hvis mennesker med handicap fortsat oplever forskelsbehandling, hvem skal forklare hvorfor?
- Hvis sektorerne ikke samarbejder, hvem tager så ansvaret?
- Hvis en borger falder mellem to myndigheder, hvem samler så borgeren op?
- Hvis en kommune fortolker reglerne på en måde, der skaber store problemer for mennesker med handicap, hvem reagerer så?
- Det er spørgsmål, som ikke kan besvares med, at "alle har et ansvar".
For fælles ansvar uden tydeligt ejerskab kan meget let ende med, at ingen reelt står til ansvar.
Handicapområdet skal ikke være afhængigt af, hvilken kommune man bor i
Et andet område, der efter vores mening kræver langt mere politisk opmærksomhed, er de forskelle, mennesker med handicap oplever rundt omkring i landet. Hvis ens muligheder i praksis afhænger markant af postnummer, har vi et lighedsproblem. Selvfølgelig kan kommuner være forskellige. Men der bør være en grænse for, hvor meget et menneskes muligheder for et selvstændigt liv skal afhænge af, hvor i Danmark man bor. Den nationale politik må derfor også sikre, at rettigheder og muligheder ikke kun eksisterer på papiret.
Lige rettigheder må også give mere lige muligheder i praksis.- Mennesker med handicap skal være med – ikke bare høres
Det Centrale Handicapråd peger også på behovet for, at relevante aktører på handicapområdet bliver en del af det tværministerielle arbejde. Det er vigtigt. Men her mener vi også, at ambitionerne skal være højere. Mennesker med handicap skal ikke kun inviteres ind, når en plan skal kommenteres.
- De skal være med, når problemerne identificeres.
- De skal være med, når løsningerne udvikles.
- De skal være med, når beslutningerne træffes.
Og de skal være med, når der følges op. For der er stor forskel på at blive hørt og på faktisk at have indflydelse.
Intet om os uden os
skal ikke være en flot formulering.Det skal være en arbejdsmetode.
Det politiske spørgsmål er derfor større end en handlingsplan
Hos DelamotteHandicap mener vi, at debatten bør flyttes.
Spørgsmålet er ikke kun, om Danmark har brug for en ny national handlingsplan?
Spørgsmålet er Har vi politisk mod til at ændre de strukturer, der gør en ny handlingsplan nødvendig?
Det er den diskussion, vi gerne vil have. For hvis vi fortsætter med at lægge nye planer oven på gamle problemer, risikerer vi at ende med et handicapområde, der på papiret bliver mere og mere velbeskrevet, mens hverdagen for mennesker med handicap ikke nødvendigvis bliver tilsvarende bedre. Det er ikke godt nok.
Vi skal ikke bare samle trådene – vi skal forhindre, at de bliver spredt
Titlen på Det Centrale Handicapråds debatindlæg siger, at når alle har ansvar, skal nogen samle trådene. Hos DelamotteHandicap vil vi gerne vende den formulering på hovedet:
Hvorfor skal vi bruge så mange kræfter på at samle trådene, hvis vi politisk kan organisere området, så trådene ikke bliver spredt i første omgang?
Det er måske det vigtigste spørgsmål i hele debatten. For mennesker med handicap har ikke brug for et system, hvor de hele tiden skal vente på, at nogen samler trådene.
- De har brug for et system, hvor sammenhæng er indbygget fra begyndelsen.
- De har brug for myndigheder, der samarbejder.
- De har brug for klare regler.
- De har brug for ensartethed og retssikkerhed.
- De har brug for faglighed.
- De har brug for tilgængelighed.
- Og de har brug for politikere, der tager ansvar, når systemet ikke fungerer.
DelamotteHandicap: Nu må vi turde tage den svære diskussion
Vi er derfor enige med Det Centrale Handicapråd i, at sektoransvaret skal tages alvorligt, og at mennesker med handicap skal have lige muligheder på tværs af samfundets forskellige områder. Men vi mener, at løsningen skal være større end endnu en plan.
- Der skal ryddes op i handicapområdet.
- Der skal skabes tydeligere ansvar.
- Der skal være bedre sammenhæng mellem myndigheder.
- Der skal være en stærkere retssikkerhed.
- Der skal være langt større fokus på, hvordan systemet faktisk opleves af mennesker med handicap.
Og ikke mindst skal der være et politisk ansvar for helheden. For vi kan ikke blive ved med at sende mennesker med handicap ind i et system, der er opdelt efter ministerier, forvaltninger og sektorer, og derefter forvente, at de selv kan få det hele til at hænge sammen.
Det er ikke borgerens opgave at samle trådene.
Det er politikernes opgave at sikre, at trådene hænger sammen. Og hvis vi virkelig mener, at mennesker med handicap skal have lige muligheder, så skal vi også være villige til at se kritisk på det system, vi har bygget.
- Ikke kun reparere på det.
- Ikke kun koordinere det.
- Ikke kun skrive endnu en handlingsplan.
Men rydde op, hvor det er nødvendigt.
For mennesker med handicap lever ét liv. Det gør de uanset, hvilket ministerium der har ansvaret.
Derfor skal politikken også tage ansvar for hele livet – ikke kun for den enkelte sektor.
DelamotteHandicap
Handicap-Konsulenten
Vi styrker mødet mellem mennesker