Hvis dit barn med handicap har søskende, er det vigtigt, at du har viden om de begrænsninger og det potentiale, dit barn med handicap har, så du klart og tydeligt kan formidle det videre til hans eller hendes søskende.
Det kan være svært for små søskende at forstå, at ens bror/søster får særbehandling og måske får hjælp mange gange, hvor man ikke selv får hjælp. Forklar dem, at store- eller lillebror/søster ikke kan det samme og derfor har brug for mere hjælp. Forsøg at rose og opmuntre dit barn, der ikke har cerebral parese, til at klare sig selv.
Børn har en udpræget retfærdighedssans, så du kan ikke undgå konflikter. Derfor er det vigtigt, at du er tålmodig omkring søskendes jalousi over, at dit barn med handicap får mere opmærksomhed. De andre søskende føler måske, at I elsker jeres barn med en handicap mere end dem. Og en sådan følelse vil altid gøre ondt på et lille barn.
Man skal også passe på med misforstået omsorg for barnet med handicap. Der vil være ting, som jeres barn ikke kan, for eksempel at cykle. Den begrænsning skal ikke afholde de andre søskende fra at få gode cykeloplevelser med mor eller far. Del jer, og gør ting så søskende får lov til at udfolde sig på lige fod med andre børn.
Du kan søge om hjælp til aflastning i din kommune, hvis dit barn er meget svækket. Det kan være en god løsning, så I også får tid og plads til hinanden som kærester og til jeres andre børn.
Læs mere om aflastning Aflastning og Anbringelse